Drænets storhed og forfald

I midten af 1800-tallet skyller den industrielle revolution ind over Europa. Et ønske om mere produktiv landbrugsjord skaber et nyt behov for at aflede vandet på de marker, som er for våde at pløje og opdyrke. På vej fra England er stakkevis af cylindriske drænrør af brændt ler, som skal graves ned i de danske landbrugsarealer. Hvis produktiviteten på de danske marker skal stige, er der nemlig behov for mere afvanding. De store landvindingers tid er for alvor skudt i gang.

I den anden ende af produktionskæden står statsligt uddannede drænmestre og lokale landmænd klar. De går straks i gang med det slidsomme afvandingsarbejde. Spadestik for spadestik bliver lerrør lagt i jorden ud fra en lokal erfaring med den givne jord. Hvor jorden synes våd, nedlægges dræn.

Etableringen af dræn styrker både landbruget og fødevareproduktionen til en voksende befolkning. Drænene sætter samtidig tusindvis af arbejdsløse i arbejde. Incitamenterne for drænarbejdet vokser. Og i 1930’erne indføres statslige tilskud, der skal opmuntre til det slidsomme arbejde.

I 1953 står den midaldrende mand Markus og spejder ud over sine marker i en jysk ådal. Jorderne er våde og præget af mange års mergelgravning. Det har skabt dybe huller i det flade, vidtstrakte landskab. Med statslige tilskud og forestillinger om fremtidens produktive landskab i baghovedet, går Markus i gang med spade og skovl. Med i marken har han sit barnebarn og flere markarbejdere. Med bare næver og opsmøgede ærmer graver de lerrør ned i én meters dybde i en sirlig sildebensformation med 15 meters mellemrum. Dag ud og dag ind arbejder de for at skabe en mere produktiv jord. Den skal sikre bedre indtjening på de fødevarer, der i fremtiden skal vokse netop her. En dag skal barnebarnet Knud overtage jorden. Arbejdet med at dræne jorden bliver en af grundstenene for hans kendskab og viden om landskabet.

Sådan går det til i mange afkroge af det danske land. Drænrørenes storhedstid betyder, at halvdelen af Danmarks landbrugsarealer allerede i 1970 er veldrænede, mod kun 2% blot 100 år forinden.

I mange år ligger drænrørene side om side i den fugtige jord og gør deres arbejde med at lede markens vand væk. Af og til stoppes de til af sand, ler og slam. Så må de graves fri og renses for igen at kunne lede vandet væk.

I 1980’erne stopper det statslige tilskud til dræning. Nye natur- og miljøtiltag truer i stigende grad drænenes fortsatte eksistens. Med samfundets nye dagsorden skal vandet have lov til at løbe sine oprindelige veje tilbage og skabe bedre forhold for natur og for de arter, der knytter sig til vådområder og moser. Langt senere viser videnskaben, at netop dræning øger udledningen af skadelige drivhusgasser fra landbrugsjord. Samtidig betyder tørvejordens forsvinden og øgede mængder nedbør, at drænene får sværere ved at føre vandet væk fra markerne.

Med den globale klima- og biodiversitetskrise er der nu kommet øget fokus på at tilbagerulle de historiske landvindinger. Grøfter fyldes ud. Drænrør får lov at sande til. Ønsket er, at den naturlige hydrologi genskabes for at skabe bedre biodiversitet og nedbringe udledningen af drivhusgasser. Samtidig er drænrørenes præcise placering og tilstand langsomt gået i glemmebogen. Opkøb og sammenlægning af gårde og marker udvisker langsomt den slægtsmæssige erindring og erfaring, der er blevet overleveret gennem tiden.

Tilbage på marken i den jyske ådal er barnebarnet Knud nu selv blevet midaldrende. Med nutidens fokus på udtagning af lavbundsjorde skal vandet atter flyde frit på marken, og det efterlader drænrørene i forfald. Han tænker tilbage på, hvordan han med sin bedstefar Markus var med til at etablere markens dræn. Derfor kender han hver eneste kvadratmeter af marken. Han mindes tidligere generationers hårde kamp med jorden, vandet og drænene og føler en stolthed over, hvad de har skabt. Hvad vil det betyde, hvis drænene sløjfes?