En ambassadør i marken

Ægteparret Kim og Tina driver en stor gård med malkekvæg. En del af den jord, de bor på, har været i familiens eje siden 1700-tallet. Gården er omhyggeligt istandsat med sans for de oprindelige arkitektoniske detaljer. I fritiden er parret aktive i det lokale foreningsliv, og Kim spiller badminton i hallen hver onsdag. ”This home runs on love,” beretter et af de små broderede citater, som pryder forstuen. Men Kim og Tina kan ikke leve af kærlighed og kildevand alene. For at kunne leve godt af bedriften har de siden finanskrisen ”været nødt til at sørge for, at vi altid er dobbelt så store som alle andre,” som Kim forklarer.

Gården ligger højt, og er omgivet af lavbundsjorde ned til Skals Å. Da Naturstyrelsen igangsatte et projekt om udtagning af lavbundsjord ved hjælp af multifunktionel jordfordeling, kontaktede styrelsen Kim og Tina for at høre, om de var interesserede i at sælge noget af jorden eller på anden vis indgå i projektet. Kim og Tina var først indstillet på at afhænde deres jord. De kunne godt se nødvendigheden af, at de “også påtager sig en del af ansvaret for de nye klimatiltag i landbruget.” Men de syntes ikke, det var realistisk at omlægge til naturpleje og afgræsse de våde jorde, særligt ikke med malkekvæg. Samtidig ønskede de sig brændende at blive i huset og fortsætte deres liv i lokalområdet. Det sted de hører til.

Kim og Tina var i dialog med Naturstyrelsen, men de syntes, at tiden gik, uden at der var nyt i sagen. De oplevede, at de lokale borgere blev hørt om deres ønsker til rekreative indsatser i ådalen, uden at der kom en afklaring på deres egen situation. ”Vi er ikke blevet klogere som lodsejere,” beretter Kim efter et år. ”På borgermøderne hører vi om stiprojekter og dertil får vi en masse lavbundssnak. Man kan godt komme til at føle, at det er borgerne til møderne, der skal bestemme over ens jord. Og siger man nej, så er det éns skyld, at det ikke bliver til noget. De lægger et enormt pres, når vi mødes i hallen eller i køen i Brugsen.”

Ifølge Kim, var det alle rygterne i lokalområdet, der fik ham til at foreslå, at han kunne indgå i projektet som en slags ambassadør. Han forestillede sig, at han som midlertidigt ansat kunne være projektets ambassadør i marken. Som ambassadør kunne han tale med andre lodsejere og landbrugere om mulighederne i projektet og dets fremtidige betydning for hele lokalområdet. Han kunne være en tillidsmand med lokal forankring.

Kims forslag er foreløbigt ikke blevet til noget. Men det afspejler, at den multifunktionelle jordfordeling placerer de lokale lodsejere og landbrugere centralt i forhandlingen om fremtidens åbne land. Successen med både udtagning af lavbundsjorde og indfrielse af landskabets multifunktionelle potentialer afhænger af, om lodsejerne kan se en fremtid for deres bedrift, for deres familie og for livet i lokalområdet. Som Kim forklarer, vil de godt gå på kompromis for det fælles bedste, men interessen afhænger af, om man får indflydelse på projektet undervejs. ”Man har brug for at føle, at man bliver taget seriøst fra starten.”

Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt at have lodsejerne med om bordet, når der gennemføres projekter, som involverer privat ejendom, da jordfordeling beror på frivillighed. Ud over ideen med ambassadører kan en projektleder inddrage eksisterende ålaug tættere i projekter. Eller det lokale lodsejerudvalg kan udvides til også at have andre funktioner end fastsættelse af jordpriser. I et lokalt udviklingsprojekt med multifunktionel jordfordeling ved Glenstrup Sø etablerede Mariagerfjord Kommune Råd for Lokal Forandring, hvor bl.a. lodsejere, der var skeptiske over for projektet, blev inddraget i planlægning og prioritering af delprojekter.

Det har både fordele og ulemper, hvem man involverer og udnævner som tillidspersoner. Skeptikere kan kapre dagsordenen og forhindre forandringer, mens inddragelse af de mest velansete personer kan skabe udfordringer i forhold til andre borgergrupper og uklarhed om roller. Der er ingen lette løsninger, når der skal vælges repræsentanter i et forandringsprojekt.