Tilbage til kortet
Veje til samskabelse

Fortællinger i smalt og bredt format

Manglende eller uhensigtsmæssig kommunikation af et projekt kan begrænse mulighederne for samarbejde mellem borgere og offentlige aktører. Omvendt kan en løbende og både bred og målrettet kommunikation sikre, at borgere føler sig informeret og inddraget. Det kan styrke engagementet.

Tre medarbejdere fra et landskabsprojekt har taget gummistøvlerne på og går rundt i de våde enge sammen med medlemmerne af et lokalt borgerråd, der skal sikre projektets lokale forankring og bringe information videre til områdets øvrige borgere.

”Hvad sker der med projektet? Bliver der noget fælles græsning? Folk ved jo ingenting, og så begynder de at snakke. Vi bliver nødt til at få information om, hvad der sker, så der ikke opstår mistillid,” siger borgeren Pia med en vis frustration i stemmen.

”Men jeg vil først sige noget, når jeg ved, hvad der kommer til at ske. Og det er endnu uvist og afhænger af jordfordelingen og af projektets finansiering,” svarer den kommunale projektleder.

”Men vi vil hellere vide, at der intet sker end at høre ingenting. Hvis vi fortæller folk det, så kan de også komme med inputs til løsninger,” svarer borgeren tilbage. ”Ja, meld alt det I ved ud, så processen bliver borgerdrevet,” istemmer den lokale lodsejer Finn, som også sidder i borgerrådet.

Situationen peger på, at manglende kommunikation af et projekt kan hæmme det lokale rum for deltagelse og begrænse mulighederne for samskabelse mellem borgere og projektledere. Intet nyt er også nyt, og en løbende, bred kommunikation er afgørende for at sikre, at borgerne oplever at blive inddraget. God kommunikation skaber mulighed for engagement, mens et informations-tomrum kan skabe mistillid og rygtedannelse.

Deling af små og store nyheder undervejs i et projektforløb sikrer, at man som projektleder kan rammesætte fortællingen om projektet. Desuden muliggør den løbende formidling, at lokale også kan dele deres viden og inputs med projektlederne. Kort sagt bidrager en god kommunikation til, at projektlederne får ny viden gennem lokalt ind-, med- og modspil.

Løbende kommunikation f.eks. via sociale medier kan styrke det lokale engagement.

Hvor, hvornår og hvordan skal et projekt så kommunikeres lokalt? Der findes en myriade af kommunikationsveje; fra borgermøder, landskabsvandringer og pjecer til lokale dagblade og sociale medier. Den rette platform skal findes for det specifikke projekt og med det konkrete lokalsamfund for øje.

Allerede ved projektopstart er det en god idé at identificere de lokale kommunikationsveje. Man kan tænke i, hvordan de forskellige aktører i det sociale landskab orienterer sig om, hvad der sker i deres lokalområde.

Borgerne i et projektområde er forskellige og skal ikke altid tænkes som én samlet masse. Ikke alle går til borgermøder om aftenen, læser lokalavisen, bruger sociale medier dagligt eller har lyst til at modtage information via e-boks. Borgerne er forskellige målgrupper med forskellige interesser og adgangsveje til information. Og det kalder på alsidig og målrettet formidling.

”Mange vil gerne deltage i det, der handler om deres nærhed. Så snart det kommer op på et bredere plan, så mister man interessen,” påpeger en lodsejer for eksempel. Det ultra-lokale kan altså være ét pejlemærke for en målrettet kommunikation, der er rettet mod mindre dele i et projektområde og har øje for, hvad der står øverst på dagsordenen det enkelte sted.

Måden der formidles på, betyder også noget for de forskellige borgergruppers involvering i et projekt. ”Der skal tales i et sprog, man forstår. På et borgermøde måtte jeg stå af. Det var næsten et andet sprog med så mange fremmed- og fagudtryk. Så kommer jeg til at føle mig dum. Jeg spørger ikke, for så udstiller jeg, at jeg ikke forstår det,” fortæller en borger.

Andre borgere ønsker omvendt en mere faktabaseret formidling, hvor projektledere fremlægger de beregninger og den viden, der ligger til grund for deres tiltag. Det er derfor vigtigt at kommunikere i øjenhøjde med sin målgruppe. Og den rette kommunikationsform er den, som taler til de forskellige målgrupper i et konkret projektområde.

Forbundne fortællinger

2023-05-29T10:07:35+02:00
Go to Top