Landmandens drømmeådal
Landbrugerne Bo og Dan har det svært med vildnis og pilekrat. Men de er vilde med snorlige, produktive marker, der strækker sig så langt øjet rækker. Og så er det rart, hvis man kan have udsigten og jagten for sig selv.
Bo står kraftigt gestikulerende mellem to lavbundsarealer i Nørreådalen og sammenligner deres tilstand. Det ene område er drænet og tilplantet med efterafgrøder. Det andet er vådlagt for få år siden i forbindelse med et lavbundsprojekt.
”Jeg er bondemand,” siger Bo. ”Det betyder, at det dér er et vildnis for mig.” Han peger ind på det område, der for nylig er taget ud af drift og vådlagt. “Det er fint, når vi er på andejagt herude. Så er det udmærket. Men jeg er altså lavet til at lave fødevarer til folk, og det gør man ikke derinde.” siger han om området med krat og høje lysesiv. ”For mig er der ikke noget, der er pænere end en flot majsmark eller en ordentlig hvedemark eller kartoflerne, når de står i blomst. Altså, så er det pænt. Og det er fordi, det er mit erhverv, og det er dét, som jeg har brændt for altid.
Bo har en stor bedrift med både planteavl, kvæg og griseproduktion. Han flyttede til området i 1970’erne og har siden opkøbt jord både indenfor og uden for ådalen. Planen er, at gården skal gå i arv til en af sønnerne. Da kommunen og Naturstyrelsen ville vådlægge arealet gennem et lavbundsprojekt, gik han med til det på den betingelse, at han kunne købe jorden tilbage. Han har svært ved helt at forklare hvorfor det var et ønske, men udsigten over ådalen er skøn, og han synes jo stadig, “at det er hans jord.” Afstanden til naboen, stilheden, og det at have udsigten for sig selv hænger for Bo nøje sammen med at være ejer. Derfor gik klausulen om offentlig adgang til området også lige så stille i glemmebogen, efter at Bo havde tilbagekøbt arealet.
Mange landbrugere sætter stor pris på åbne vidder og snorlige marker.
Bo er ikke den eneste landbruger, der ser skønheden i det produktive landskab. Dan er bosat i Skalsådalen og er både deltidslandmand, jordbrugskonsulent og aktiv golfspiller. Han ønsker ikke at gå med i kommunens og Naturstyrelsens planer om at udvikle mere ekstensive driftsformer på lavbundsarealerne.
”Der er jo også nogle, der mener, at sådan en rapsmark, vi har her uden for vinduet, det er én stor ørken,” siger han med slet skjult adresse til kommunens biologer og fortsætter: ”men det var så dér, det var allermest vildt, da vi var på jagt for 14 dage siden. Der var to rådyr, og så sad der 20 bekkasiner. De elsker at sidde i det raps. Det var ét stort mylder. Der er altså ikke kun natur i noget urørt skov, hvor nogen sætter et lidt for højt hegn op omkring.”
For Dan og mange andre landbrugere er snorlige og ukrudtsfrie marker et udtryk for godt landmandskab. Det viser, at man er et ordentlig menneske, der passer godt på sine arealer, og det skaber stolthed i forhold til naboerne. De snorlige rækker har altså både en praktisk, en social og eksistentiel dimension. Omvendt vidner Bos fortælling om, at andre landbrugere godt kan leve med vildnisset, så længe de får lov at have det for sig selv. Dermed hænger landbrugerens drømmeådal sammen med både ejerskab og ro, og med de flotte og snorlige marker, der strækker sig så langt øjet rækker.
