Mobilisér de mange

Der er mange måder at gå til samskabelse på. Som forvaltningspraksis er samskabelse et alternativ til traditionel, hierarkisk og regeldrevet administration og til resultatbaseret styring – også kendt som New Public Management. I samskabelse får borgerne en rolle som medskabere. De inviteres til at byde ind med viden og ressourcer, når den offentlige forvaltning skal løse stadigt mere komplekse opgaver.

Samskabelse har ofte en eksperimenterende tilgang til forandring. Det betyder, at man ikke nødvendigvis tænker sig til ’den store løsning’, men afprøver løsninger i mindre skala og lærer af det.

Inden for landskabsforskning forstås landskabet som noget, der konstant formes i et samspil mellem mennesker og naturlige processer. I natur- og landskabsforvaltning kan vi dermed tale om samskabelse i dobbelt forstand: På den ene side som en forvaltningspraksis, og på den anden side som en fælles udvikling af landskaber. Denne udvikling af landskabet sker som et samarbejde mellem menneskers handlinger og fortællinger og mellem ikke-menneskelige aktørers handlinger, påvirkninger og livsprojekter.

Ved at inddrage lokale hensyn og lytte til flere stemmer, trækker samskabelse på et større vidensgrundlag. Det kan skabe medbestemmelse og ejerskab over konkrete projekter. Omvendt kan samskabelse reproducere magtforhold eller skyde ansvaret for udvikling og drift over på private og frivillige aktører.

Der er derfor mange aspekter at have for øje i konkrete samskabelsesprojekter. Hvilke interesser bliver repræsenteret og lyttet til? Hvad ønsker offentlige aktører, at borgernes rolle skal være? Hvordan kommunikerer man og inddrager de rigtige aktører?

Samskabelse kan tage mange former, og der er ikke én rigtig måde at gøre det på. Men man kan gøre sig en række overvejelser ved projekter om samskabelse af landskabet. Nedenfor kan du udforske fortællinger om samarbejde og udvikling af landskabet.

Samskabelse inviterer til nye samarbejdsformer, også mellem offentlige organisationer. Fokus er på at tænke ud af boksen og finde nye måder at organisere den offentlige forvaltning. Det betyder nye samarbejder på tværs af institutioner og kan skabe udfordringer, når forskellige arbejdsgange og – kulturer skal justeres og tilpasses hinanden. Men samskabelse er også en vej til læring, nye kompetencer, ny viden og til sammen at skabe en bedre forvaltning end før.

Samskabelse bygger på dialog: et uvurderligt redskab, når nye projekter skal udvikles og flere aktører skal samarbejde. Samskabelse kræver, at både borgere og medarbejdere i den offentlige forvaltning lytter til hinanden og har tiltro til, at anderledes perspektiver giver merværdi og tilfører noget til samtalen. Dialog er en vej til at forstå hinandens perspektiv og lære af hinanden, og til at se muligheder og udvikle nye ideer sammen. Dialog er dog ikke konfliktfri og kan reproducere eksisterende magtforhold.

Samskabelse handler om, at offentlige aktører inddrager borgerne mere. Det kan være i opgaveløsningen, hvor borgere får større ansvar for f.eks. vedligehold af legepladser, stier og skilte. Det kan være i idéudvikling, hvor borgere udvikler nye tiltag til deres område, som et fugletårn eller et bålsted. Eller det kan være på et højere plan, hvor nye visioner for et område findes ud fra borgernes egne ønsker og tanker. Ideerne kan udvikles på borgermøder, med eksterne aktørers nye blik på et lokalområde, eller i mindre borgergrupper, der nedsættes til at udvikle en specifik løsning eller områdevision.

Når nye projekter igangsættes, kan man nedsætte nye lokale borgergrupper, der kan bidrage med ønsker og ideer til projektet. Andre gange er det bedre at trække på eksisterende kræfter i et lokalområde, f.eks. borgerforeninger, idrætsforeninger eller spejdere. De lokale grupper har et stort kendskab til både det sociale og fysiske landskab. Ved at aktivere og samarbejde med lokale ressourcer kan den offentlige forvaltning både løfte større opgaver og sikre at projekttiltag får stor lokal værdi.

Succesfuld samskabelse handler om at sikre god kommunikation mellem de involverede borgere og projektlederne i et område. Kommunikation er mere end blot deling af information. Formidlingen skal være nærværende og relevant for den enkelte. Og den skal også finde sted, når projekter går langsomt eller helt går i stå.