På jagt efter fred og ro
For nogle lodsejere er jagt en vigtig aktivitet. Jagtinteresser kan fremme centrale dele af natur- og landskabsprojekter, men kan også bremse bredere projektformål. Det er vigtigt at have øje for lokale jagtinteresser og forstå, hvordan de påvirker andre interesser.
”Jeg er i og for sig fuldstændig ligeglad med, om jeg har geværet med. Jeg vil lige så gerne gå uden.” Jørgen peger ud over landskabet i Nørreådalen, hvor han dyrker sine arealer. I mellem de dyrkede marker står læhegn og små klynger af træer. Senest er han gået med i et lavbundsprojekt, der har vådlagt engene. Højt græs og buskads spreder sig nu. ”Jeg og mine tre drenge er flasket op med jagt. Vi er på jagt tre-fire gange om året, hvor vi inviterer lidt gæster med. Så er vi en otte-ti stykker. Det er jo ikke altid, der ligger noget, men ofte så ligger der et sted mellem fem og ti dyr. Om det er fasaner, rådyr eller harer, så nyder jeg det,” siger han.
Jørgens glæde ved jagt – også når den ikke resulterer i et stort udbytte – deler han med mange andre jægere. Det er oplevelsen af at gå i naturen. At komme ud i den friske luft med fred og ro og fuglesang, der får mange til at sætte pris på jagt.
Derfor kan jagtinteresser også komme i klemme, når nye natur- og landskabsprojekter dukker op og forandrer landskabet. På den ene side kan jagtinteresser gå hånd i hånd med at udlægge arealer til natur. På den anden side kan lodsejere med jagtinteresser være mindre tilbøjelige til at indgå i projekter, hvor deres jorde hegnes med andre matrikler for at skabe større sammenhængende arealer til græssende dyr. De lodsejere mener, at både hegn og græssende dyr kan afholde vildtet fra at færdes i området.
På samme måde er der uenighed blandt jægere og myndigheder om, hvorvidt tættere bevoksning fremmer eller forhindrer et rigt dyreliv. Derfor holder nogle lodsejere med jagtinteresser sig ude af større projekter, hvor deres arealer vil oversvømmes, og det bliver mindre fremkommeligt for både dyr og mennesker. Endelig kan udsigten til rekreative stier afholde disse lodsejere fra at deltage i større natur- og landskabsprojekter. De mener, at offentlig adgang holder vildtet væk, øger risiko for jagtulykker, og fratager dem den fred og ro, de, ligesom Jørgen, tager på jagt for at finde.
Nogle lodsejere går ikke selv på jagt, men får en god indtægt ved at leje jagten ud til jægere. Andre, ofte større, lodsejere sætter dyr som fasaner på deres arealer og arrangerer jagtture for mindre selskaber. De er heller ikke altid interesserede i offentlig adgang på deres arealer. Er der tale om store skovområder, kan det skabe utilfredshed og undren hos andre lokale borgere, som gerne vil nyde den skov, de bor i nærheden af.
For at imødekomme lokale borgeres interesse og undgå konflikter eksperimenterer nogle større jordejere med at arrangere årlige eller halvårlige vandringer på deres arealer. Det skaber grobund for dialog og mulighed for at svare på nogle af de spørgsmål, lokale borgere kan have til jagten og til området, f.eks. familiens historie og ejendommens udvikling. Fælles gåture kan være et rum til at skabe forståelse for jægernes perspektiv. Også selvom vandringerne ikke i sig selv indfrier offentlige aktørers planer for konkrete landskaber. Omvendt kan de bruges aktivt af offentlige aktører til at udveksle og udvikle ideer om samskabelse af fremtidens landskab.
