På hver sin side af åen
Sognegrænser ligger som mere eller mindre usynlige skel i landskabet. Nogle er lagt efter vandskel som søer eller vandløb. Historisk har det påvirket den sociale organisation, hvordan foreningslivet er indrettet, og hvilke steder folk har kendskab til lokalt.
Danmark har siden middelalderen været inddelt i sogne. Sognet blev indført som administrativ enhed, fordi kirken havde behov for at opkræve skat fra sine brugere til vedligehold af bygninger, løn til præster og andre forvaltningsmæssige udgifter. Lokale kirker opkrævede skat af de indbyggerne, der brugte dem. Skatten blev betalt som tiende, en afgift primært på korn og kvæg.
Grænserne mellem sognene ligger ofte som usynlige linjer i landskabet. Men i Østjylland og på Øerne især, er grænserne typisk lagt i naturlige skel i landskabet f.eks. langs åer, moser og søer. På den måde manifesterer sognegrænserne sig også fysisk i landskabet.
Gennem et lille årtusinde har sognene været vigtige som både administrative og sociale enheder og helt frem til kommunalreformen i 1970 varetog sognene dele af den statslige administration. Som en social enhed i landskabet har sognene fortsat betydning for både hverdagsliv og for borgernes oplevelse af tilknytning til et bestemt sted. Sognegrænserne kan betyde, at man ‘vender ryggen til åen’ og ikke nødvendigvis kender de mennesker, som bor på den anden side af åen. Grænserne kan også betyde, at man mødes i ét lokalt forsamlingshus og ikke i dét i nabosognet, som af historiske grunde har deres eget foreningsliv.
Vandløb og åer har historisk været udgangspunkt for sognegrænser i landskabet.
Den sociale organisation i landskabet er ikke let aflæselig på et kort. Det er dog vigtigt at have blik for det sociale liv, hvis man vil engagere borgerne i udviklingen i en ådal eller et andet projektområde, som går på tværs af sogne- eller kommunegrænser. Hvor man færdes, og hvilken retning man orienterer sig i hverdagen, har nemlig betydning for, hvilke steder man som borger kender, er interesseret i og ved noget om. Det er derfor ikke alle i et projektområde, der besidder viden om hele landskabet. Borgernes viden kan være begrænset til deres eget lokalområde.
I projekter, der indebærer et stærkt element af borgerinddragelse på tværs af sogne og kommunegrænser, er det derfor en god idé at give ekstra tid til at borgere og lodsejere får kendskab til andre steder, mennesker i nabobyen eller på den anden side af åen. Det kan gøres ved at opleve hinandens landskaber gennem besøg og ved at lytte til andres fortællinger om landskabet.
Det er dog ikke altid nødvendigt at gennemføre større undersøgelser for at få viden om sociale forhold. Lokale borgerforeninger eller lokalhistoriske grupper kan oplyse om sociale skel i landskabet. Det kan være ejendomsforhold, forenings- og fritidslivets organisering, tilknytning til arbejdspladser og institutioner, eller andre relevante fællesskaber. Det kan sågar være indsigt i de lokale konflikter, som har betydning for samarbejdet mellem borgere og den offentlige forvaltning.
